Helhedsorienteret indsats

Med ny tilgang til sagsbehandling, er det lykkedes at hjælpe flere i gang med job eller en uddannelse. Det viser erfaringer fra et projekt "Vi vil mere", der nu er blevet et permanent tilbud. En ny film skal gøre det lettere at formidle tilbuddet om en helhedsorienteret indsats til nye familier.

Selv efter mange år på kontanthjælp, lever drømmen om et job og lønkonto. At få én indgang til kommunen i stedet for flere forskellige sagsbehandlere, gør en positiv forskel. Det viser erfaringer fra et toårigt forsøg med en helhedsorienteret indsats, som nu er blevet til et permanent tilbud for udvalgte familier i Silkeborg Kommune.

"Det særlige er, at vi får en tættere kontakt til familierne og man kommer tættere ind på hinanden på en anden måde end det, vi har været vant til", fortæller Anne Mundbjerg, case manager i Silkeborg Kommune.

At takke ja til tilbuddet om én indgang til kommunen betyder samtidig, at familien bliver hjulpet videre sammen.

"Mine børn er blevet hjulpet meget. Jeg har tre, som har det svært hver især. Min søn har fået en mentor i dag. Og det havde vi ikke fået, hvis det ikke havde været for hende," fortæller Rikke om oplevelsen med én indgang til kommunen.

Se filmen og hør, hvad det har betydet fro Camilla, Rikke og Susse at få én tilgang til kommunen.